Bringer sociale medier os tættere eller mere distanceret fra hinanden?

Stort set alle mennesker under 40 år har i dag en bruger på de sociale medier. Sociale medier er en tendens som har været under eksponentiel udvikling i de seneste 10-15 år, hvor vi i dag ser en kæmpe popularitet omkring dem. Der findes et hav af forskellige sociale medier som fordrer forskellige muligheder for brug. Om du ønsker at kommunikere med dine venner, offentliggøre billeder fra sit liv, inspirere andre, følge med i kendte menneskers liv, ønsker at dele ting, eller andet, så kan et socialt medie med sikkerhed hjælpe dig. Der findes mange, men de benyttes forskelligt. Derfor har de fleste mennesker profiler på flere medier.

Med en bruger på alle disse medier samt den konstante adgang til internettet der gør at vi altid er ’online’, har der udviklet sig en kultur som i høj grad er præget af teknologi som en faktor i interaktionen mellem mennesker. De fleste mennesker har altid deres smartphone med sig hvor end de bevæger sig, hvilket igen gør at man konstant er tilgængelig for de mennesker som man er i kontakt med på de sociale medier. Dette betyder at de fleste mennesker når som helst kan modtage beskeder, notifikationer og opkald – også når de er sammen med andre mennesker.

Rigtig mange mennesker har svært ved at ligge mobilen fra sig og være til stede i øjeblikket. Når telefonen vibrerer har folk en tendens til at kigge på den med det samme. Ligeledes har mange mennesker gjort det til en vane at tage telefonen frem jævnligt, selvom der ikke er noget bestemt formål de skal på den. Ligeså snart telefonen tages op af lommen i selskab med et andet menneske, lukker man sig på en måde ind i et andet rum hvor denne person ikke kan være med. Det sker ofte i sociale sammenhænge og det gør, at man distancerer sig fra den fysiske interaktion. Dog kan de i høj grad argumenteres for, at man gennem sociale medier langt nemmere holder kontakten til folk man ikke ser hver dag, og måske derved lettere forbliver tæt i disse venskaber. Så på nogle måder bringer sociale medier os tættere på en del af vores netværk, men på den anden side distancerer vi os også hurtigt fra dem vi er sammen med. Om dette er en positiv udvikling kan man jo diskutere, men det er interessant at fundere over hvor vi var for 15 år siden og hvor vi mon så er om 15 år fra i dag?